Luksus romkugler som disse er det rene mums.
Opskriften kan jeg ikke selv tage æren af, men
fandt den derimod for nogle år siden i et af
Alt for Damernes rigtig gode tillæg.
Herhjemme er de næsten blevet en tradition når
der er gæstebud, som i lørdags.
De er super lette at fremstille.
Denne gang havde jeg en portion trillede romkugler
liggende i fryseren. De skulle blot overtrækkes
med chokolade og trilles i groft hakket kokos.
Andre gange har jeg rullet romkuglerne i f.eks.
hakkede pistacie nødder, eller frysetørret hindbærstykker.
Det ser flot ud på et fad med forskellige farver af pynt.
Opskrift på luksus romkugler:
- En chokoladekage evt. hjemmebagt, eller køb en god færdiglavet.
(Svarende til størrelsen på en springform).
- ½ pakke knuse Digestive-kiks, ca. 200 gr.
- 3. spsk. abrikosmarmelade
- 1. spsk. kakao
- Mørk rom efter smag.
- 100 gr. mandelmel
- 100 gr. mørk chokolade
- 200 gr. kokosmel
Miks chokoladekagen, kiks, marmelade, kakao og mandelmel godt med en
el mikser. Rul massen til kugler i ønskede størrelse. Stil dem på frost i ca.
1 time. Smelt chokoladen over vandbad. Dyp først romkuglerne i chokoladen,
og rul dem derefter i kokosmel. Opbevar dem på køl.
Server dem til en kop god kaffe, eller et glas sød vin.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar