tirsdag den 12. maj 2015

Forår på gården......

 
Det er fuldstændig forår på gården.
"Lejlighedskomplekset" er taget i brug af adskillige "lejere",
og TRAFIKKEN iagttages fra køkkenvinduet.
Kirsebærtræet står i fuldt flor, og bøgetræerne
omkring os har den sarteste lysegrønne farve.
Det er nydning på et højt plan!
Ha´ den skønneste forårsdag.


onsdag den 6. maj 2015

Farvestrålende tirsdag......

 
Farvestrålende tirsdag.
3. klasse skulle i gang med en ny opgave.
Disse skønne farver blev en del af opgaven.
Efter jul startede eleverne med at fremstille
kæmpe papirsvindmøller, hvor der er arbejdet
med forskellige kunstnere. Ideen har jeg ikke selv
 "født", men mit uundværlige "opslagsværk" - Pinterest,
har så mange fantastiske og super gode inspirations
ideer. Nogle ideer bliver anvendt som de er, andre
transformerer jeg om, så de passer til klasses niveau
 og min undervisning. Vindmøllerne blev en af dem.
Vindmøllerne skal selvfølgelig stå i et-eller-andet-agtigt.
Og dette et-eller-andet blev vinflasker, som eleverne
malede i disse skønne farver. Det blir´ så flot til
sommerudstillingen. Der kommer selvfølgelig foto af
dette på et senere tidspunkt.

søndag den 3. maj 2015

Du smukke april......

 
Du smukke april, Du er allerede historie - og vidner om at vi er
langt inde i foråret. Billederne får mig til at huske på hvor
flygtigt det er. Foråret. Nyd det. Fyld dit bægre med
sanselige dufte og melodiske lyde. Mærk det. Lev det.
Håber du har haft en fantastisk St. Bededagsferie.


lørdag den 2. maj 2015

Strøtanker på en fridag.......

 
Fridage er lig med tid til at være langsom, at nyde, at fordybe,
at spise god mad, at hygge - og´eeee arbejde med et renoverings
projekt, der snart rammer sit tredje år. UTROLIGT - men ikke
desto mindre rigtigt. Heldigvis lysner det og vi kan snart melde
det færdigt. Lige nu pusler min arbejdes-handy-mands-helt 
derude - og´eeee JEG sidder bare her og skriver. I denne 
lange proces må jeg indrømme at jeg mest af alt har stået for
de "bløde" værdier, såsom god mad, kaffe og kage og alt 
det der også er nødvendigt for at et projekt som dette lykkes.
Frokosten kalder - jeg må hellere slippe tasterne.
Ha´ en smuk og dejlig weekend.


onsdag den 29. april 2015

Collografi / paptryk - er en grafisk teknik.

Collografi / paptryk - er en grafisk teknik.
 I stedet for zink- eller en kobberplade, som normalt anvendes
til koldnålsraderinger, anvendes pap til collografi tryk. Du kan
opnå meget smukke resultater med collografi /paptryk.
 
Kurset i collografi foregik på Århus Kunstakademi
i weekendend. Skønne stemningsfulde lokaler,
der kun kunne fremkalde koncentreret fordybelse,
blandt os 8 kursister. En dygtig og engageret
lærer indførte os i teknikken.
 
Lidt om teknikken:
Der arbejdes på pap ca. 0,6 m.m.
Det er den glatte side der bearbejdes
med forskellige genstande. F.eks.: kuglepen, strikkepind,
søm, kniv, eller at krølle og lime. Alt der på en eller anden
måde kan afsætte spor i pappet er anvendeligt. Du kan
fjerne det øverste lag af pappet, ved at skære og derefter 
forsigtigt trække det af. I trykningen gir´ denne teknik de
meget sorte områder, som kan ses på billederne. 
 
På første dagen havde jeg bestemt mig for at afprøve
 flerfarvetryk. Det viste sig at være tidskrævende, for jeg
havde selvfølgelig lagt ud med et alt for stort motiv.
Det tog lang tid at fremstille. Kun ET flerfarve
tryk nåede jeg. Hvilket jeg ikke var udpræget stolt af.
Der er plads til forbedringer.
 
På dag 2 måtte jeg lave en strategi for dagen. Jeg var
nød til at afprøve en masse forsøg. Jeg har brug for nogle
eksempler, at kunne huske ud fra, når jeg selv skal i gang
med at undervise på skolen. Et bladmotiv som jeg
tegnede om lørdagen, blev brugt som et gennem-
gående motiv for de små forsøg. Det VIRKEDE.
 
For at kunne trykke collografi/paptryk er det nødvendigt
med en trykpresse. Der kan sagtens købes mindre bord
modeller. Vi arbejdede selvfølgelig på nogle rigtig store
og professionelle trykpresser. Skønt at prøve det.
 
Er du blevet interesseret i collografi/paptryk kan du
søge på ordet COLLOGRAFI. 
Art de Vos i Århus har ligeledes en super webside med alt
til at arbejde med bl.a. grafiske teknikker. Den kan
varmt anbefales. Desuden kommer der igen kurser på
Århus Kunstakademi til efteråret, så hold øje med deres
webside. Kan kun sige, at jeg har fået endnu mere lyst til at
udforske denne grafiske teknik - collografi!


onsdag den 22. april 2015

GUL, GUL og atter GUL

 
Gul collage fra min GULE udfordring på Instagram.
Sjovt med sådanne gimmicks, der pludselig sætter
fokus på en bestemt farve. Efterfølgende har jeg
fået øje på endnu flere GULE muligheder/udfordringer
 i min hverdag. MIN hverdag der ellers er fyldt, af et væld
af farver, som billedkunstlærer.
 

søndag den 12. april 2015

Tusindfryd og et gult bord......


Tusindfryd og et gult bord.
Lidt leg med blomsterhoveder og ordet gul.
Det var det der kom til at dominere dagens billede. 
Billedet stammer fra en lille sjov leg på Instagram,
som jeg har sagt ja til de næste 5 dage.
Det handler om farven gul, så derfor denne løsning på
dagens gule opgave. Sjovt og også inspirerende
 at "lege" på denne måde.

lørdag den 11. april 2015

Nørdedag for begyndere......

 
Jeg har allerede været i gang den sidste uges tid på skolen.
Påsken levnede tid til et påtrængende og stort
ønske - en "nørdedag". En dag hvor jeg kunne arbejde 
med min første Artists book, en "One-page-book".
 
Sidste efterår skulle vi tømme mine forældres hus.
Min mor på 91 er stadig still going strong, og bor ikke længere
i huset. Min far er desværre død for snart mange år siden,
men i hans arbejdsværelse fandt jeg en masse spændende
bøger, papirer og bygningstegninger. Min far var tidligere arkitekt
og et ordens menneske, der sirligt havde gemt en masse.
 
Alle disse skønne ting havnede hjemme hos mig. Tænkte at jeg
måske kunne anvende det til et eller andet. Dette et-eller-andet er
nu blevet en del af min første Artists book. Jeg er helt sikker på
min far ville glædes og forunderes over at jeg genanvender nogle
af disse skatte. Om end det er på en helt anden vis.
Hvor ville jeg dog gerne vise ham det jeg har frembragt.
 
Memory lane er helt klar betrådt i forarbejdningen af min første
Artists book. Skønne minder er dukket op, og et savn af min far,
som jeg ikke var mig helt bevidst - er også dukket op.
 


søndag den 5. april 2015

Photo shoot

 
Påskeferien startede med en super spændende dag.
Anne Heiberg der har webgalleriet Mintcrafts, lånte vores
hjem til at skyde en fotosession. Spændende at være tæt på smukke "sager".
Kig ind på Annes webgalleri,
og lad dig friste af det lækreste danske kunsthåndværk. 


lørdag den 4. april 2015

At nyde nuets flygtighed.......

 
Skønne fridage. En dejlig påskeferie, og for mig lig med
fordybelsesdage. At nyde nuets flygtighed. Holde fast, give
slip, for igen at gribe fat. Uendeligt og mangfoldigt.
Det må været livet når det er allerbedst!
Håber du har skønne dage, med mulighed for en lille
smule af denne flygtighed.
Rigtig god påske!
 

tirsdag den 31. marts 2015

Artists books

 
Artists books var overskriften på et kursus, som jeg havde
glædet mig til fra første færd.
Det er både godt og ondt med forventninger, men glædelige
forventninger til selvsagt, JA noget du glæder dig til.
Gør at du lader op. Præcis sådan havde jeg det da
jeg drog af sted i lørdags.
 
Kunstner og underviser Hanne Matthiesen lagde hus/atelier til.
Et ældre hus fyldt med charme og kunstneriske udfoldelser.
Skønne rammer der kun kunne inspirere os 5 kursister.
Dagen rasede af sted under kyndig og kærlig vejledning af
Hanne.
 
De fleste af billederne i fotocollagen er Hannes smukke
og unikke frembringelser, lidt stemningsfoto fra dagen og
endelig et par af mine spæde forsøg med begrebet
Artists books. Jeg glæder mig til at få en dag eller to i
påskeferien til fordybelse og leg med de nye "kompetencer". 


torsdag den 26. marts 2015

Broderi for nørder.......

 



 
Det her må uden tvivl være broderi for nørder........
Hvorfor fremstiller man for tredje gang en
aldeles unødvendig luksus "dims"?
En taske-pynts-gadgets, og så i broderi!!!
Det er tidskrævende, det er pilleri, det er småt at sidde med, og det
tager sååååå-åee lang tid at sy. Hold da op hvor jeg bare elsker at
sidde med det. Det er afstressende ud over alle grænser.
Kreativiteten kan få frit løb og så for fuld udblæsning!
Det fås ikke bedre.
Der er helt sikkert nogen der vil mene - det bare er for MEGET.
 
  
 

søndag den 15. marts 2015

Skønne broderede delikatesser


Forrygende broderi weekend, hvor broderede delikatesser var det
absolutte centrum. Min egen delikatesse blev en fuldstændig
"unødvendig" luksus taske-hænger-gadgets. Inspireret af en af
Anne Heibergs skønne modeller fra Vietnam. Jeg kunne bare ikke
stå for den. Et smukt gammelt silketørklæde der nok er tæt på100 år,
dannede baggrund for mit broderi. Perler fra Anne Heibergs skønne 
gave, filtkugler taget fra et armbånd, fra en kær veninde. Så inden
jeg blev helt færdig søndag eftermiddag på kurset, var der også
broderet små historiske momenter ind i min delikatesse. Skønne
kvinder, skønne ideer og skønne timer blev flettet sammen og
holdt sammen af en super dygtig underviser Anne Heiberg. 

torsdag den 19. februar 2015

Repetitioner, traditioner, konklusioner........

 
Repetitioner, traditioner, konklusioner. Forår, forår og atter forår.
Små grønne sabler har knækket koden. Skåret sig gennem
en mørk og klistret masse. Jord. Jeg tror bestemt der er
forår på vej. Vintergækkerne nikker med deres små hvide
hoveder. Kulden udenfor holdes ud. Hvide vinger lukker
sig. Passer på. Indenfor i mit køkken. En lille vase. 
Folder de sig ud. Lysegrønne tegninger åbenbares.
Det er da bare fuldstændig forår!!!

mandag den 16. februar 2015

Lykken er chokolade......


Lykken er chokolade.......nogenlunde sådan skrev jeg i mit sidste indlæg.
Chokolade kan for mig være et skønt punktum for en dejlig middag, lidt
sødt til min eftermiddags te eller lidt inden sengetid. Det skal
selvfølgelig være den helt mørke og lækre kvalitet. Det er ren
mums for en chokolade elsker som jeg. Chokolade kan så også
indirekte få indflydelse på valget af en vægfarve. Forsiden på
Anne og Majas skønne chokolade lækre bog, blev min inspiration.
Og så ikke mere chokolade og blå vægfarver for en stund.
Må du få en skøn og dejlig dag.......


lørdag den 14. februar 2015

Køkken makeover......


 
En nymalet væg, en ny farve. Det kan helt klart redefinere et rum.
Jeg synes i hvert fald farven giver rummet karakter. De
gamle retro overskabe kommer meget bedre til deres ret på
den blågrå farve. Jeg er rigtig godt tilfreds med gårdsdagens
arbejde. Det tog mig samlet et par timer af male væggen,
sætte på plads og rydde op.
 
Farven er inspireret af forsiden på bogen:
"Lykken er chokolade", af Anne Moltke Hansen og
Maja Ambeck Vase. Jeg er vist nød til at ta´ et foto af bogens
forside, så i kan se den skønne og inspirerende forside.
 
Vinterferien synger uhjælpeligt på allersidste vers. I morgen
må dagen vist bruges til forberedelse til den kommende uge
med billedkunst på skolen. Skønt med en uge til egne
projekter, fordybelse og en masse hygge.
Håber også du har haft mulighed for små tidslommer
med fordybelse.
Må du ha´ en dejlig februar søndag.


torsdag den 12. februar 2015

Håbet er lysegrønt

 
Endnu en håbefuld samling er så småt startet. Passionen for glas
kender ingen grænser. Den store smukke mørkegrønne
vase bagerst i billedet, er designet af Otto Brauer
for Holmegaards glasværk i 1962.
 
Denne skønne gave fra min mand - så smukt!
Den lille grønne vase i forgrunden er designet af Per Lutken
også Holmegaard. Det er sidste skud på samlingen.
 
Den er købt i en af mine favorit butikker,
Vildbjerg Marskandiser, Vestergade 12, Vildbjerg.
 Her har jeg gjort en masse gode fund. Butikken kan varmt
anbefales med et besøg. Butikken har åben:
 Fredag 11:00 - 17:00 / Lørdag 10:00  - 14:00

onsdag den 11. februar 2015

Det kan mærkes.......

 
Det kan mærkes, og måske har du også lagt mærke til det samme som jeg.
Der er en lille smule forår i luften, men kun en lille smule - men det er der.
Synes bare det skulle markeres med en smuk buket i blå toner.
Det er ferie og hvor skal jeg bare nyde det. Håber også du har mulighed
for at råde over tid til fordybelse i egne projekter. Du ønskes skønne
februar dage, med lidt mere sol på programmet.

søndag den 1. februar 2015

Blå glas

 
Jeg ved det godt, jeg har før lagt foto ud af min anselige Holmegaards
samling, men da jeg stadig synes den er smukt, tror jeg godt den
kan tåle er reprise på bloggen. Stuen fik en tiltrængt makeover i går.
Elsker at forny med nye kombinationer af stilleben i stuen. De blå
glasvaser skulle ses i en ny sammenhæng. Solen skinnede og
der er ikke noget smukkere end når solstråler brydes gennem farvet glas.
Må du ha´ en dejlig søndag på denne 1. februar.


onsdag den 28. januar 2015

I DO ART

 
Skønne onsdag - ugens fridag. Tid til egne sysler på hjemmefronten.
I dag blev min skitsebog fisket frem fra skabet, hvor den har ligget
siden der skulle ryddes op ifb. med  juleaften. Det er alt for lang tid,
hvor jeg
ikke har været nærværende ifh. til mine egne mål. Nemlig at få
prioriteret at få tegnet. Jeg følger en skøn og meget inspirerende
blog, I DO ART. Den kan varmt anbefales. Min tegning skulle
selvfølgelig afspejle dette. En af de kunstnere der inspirerede mig
i dag var Iris Bakker. Der er en masse fine indlæg, som jeg med
stor fornøjelse har læst. Skønt at være kommet i gang igen,
selvom min hverdag til stadighed er fyldt med billedkunst.

torsdag den 22. januar 2015

Forår i min vindueskarm.......

 
Så er der dømt forår i min vindueskarm. Rester fra stuens buketter
blev til dette lille stileben i køkkenet. Smukt, lyst og livsbekræftende.
Lige hvad jeg trænger til på denne årstid. Jeg længes efter
mere lys, kan bare ikke vente........kan du?
Ha´ en dejlig vinter-januar-dag, og måske er det alligevel
lidt mere lyst end for bare en måned siden.


onsdag den 14. januar 2015

Broderede delikatesser


Broderede Delikatesser……...
          Et broderikursus for dem, der holder af stof og sting, søde finurligheder og lækre
              detaljer.

På kurset kaster vi os direkte ud i at fremstille produkter, små delikate og anvendelige ting, fyldt med sting og farver, stoffer og tråd i lag på lag. Der skal ikke spares på noget.
Broderiet som traditionelt håndværk giver vi nyt liv i kombination med fine garner og interessante farvespil. Produkterne kunne være toiletpunge, tekstile billeder og armbånd, luksus-nålepuder, gaveposer, manchetter, mobilholdere, smykke-knapper, hattepynt, eller din helt egen ide. Foruden stoffer og sting af alle slags kan vi tilføje finesser som kvaste, snore, perlesyning mm. Du kan brodere i hånden og/eller på symaskinen.

På kurset vil der være hjælp til din ideudvikling i form af mange bøger og fotos foruden en lille kiste fuld af broderede skatte til inspiration. Det bliver et par gode dage, med tid til leg og tekstile eksperimenter og ikke mindst med fordybelse og med glæden over at se noget virkeligt fint og interessant vokse frem under fingrene.
Underviser:               Anne Heiberg er underviser og kreativ formidler på kurset. Hun er uddannet
                                  håndarbejdslærer og dameskrædder, og udover broderiet arbejder hun nu med et
                                  internet-galleri MintCrafs, som forhandler dansk kunsthåndværk.
                                  Kig ind på Annes smukke side: www.mintcrafts.com
Forudsætninger:     Enhver, som kan holde på en nål og finde glæde og inspiration i farver, sting og mønstre.
Praktisk info:            Workshoppen foregår i weekenden d. 7. - 8. marts 2015, hos Lærke Overgaard,
                                  Atelieret på Haunstrupvej 4, 7480 Vildbjerg - begge dage fra 9 - 16.
                                   Pris 950,- kr. inkl. kaffe/te, samt kage om eftermiddagen. Er der stemning for at forsætte
                                   efter kl. 16 er du velkommen, dog uden undervisning. Vi bestiller en pizza eller andet.
                                   Der kan købes et glas vin, eller medbring selv.
                                   Du medbringer alt hvad du har af stof, tråd og sager, som kan dekoreres med.
                                   Almindeligt sy grej. Materialeliste modtager du inden kursusstart.
Tilmelding:                Til Lærke Overgaard på mail: n-c-overgaard@mail.tele.dk
                                   Senest d. 3. marts 2015 - ved tilmelding indbetales kursusafgift.
                                   www.facebook.com/atelieretskibbild

onsdag den 7. januar 2015

Synlighed - årets nye mantra......

 
Kære alle der måske læser med på min blog.
I
ønskes et smukt, lykke og powerfuldt nytår 2015.
Flittighed har ikke været kodeordet på bloggen i 2014.
Synlighed må være årets nye mantra.
 
Fotocollage fra en super inspirerede broderi workshop
her i Atelieret i oktober 2014, hvor Anne Heiberg var
underviser og kreativ formidler. Jeg har været heldig
at lokke Anne til endnu en workshop i starten af
marts. Jeg lægger info ud inden længe.
 
Håber en broderi workshop kunne friste til en
weekend med fordybelse og kreativitet.
 
Ønsker dig den dejligste dag.......